Ægteskabet

I 1966/67 arbejdede min 8 år yngre broder Kaj Østergaard - her efter kaldet Kaj, født 25.maj 1945 i min virksomhed og boede og spiste hos Inga og mig i vores hjem i Vallekilde. På et tidspunkt i denne periode fattede jeg mistanke til, at Inga og Kaj måske var blevet lidt for gode venner. Derfor besluttede jeg at aflytte dem en aften, jeg angeveligt skulle have været til møde i København. Denne aflytning gav mig ingen grund til, at jeg skulle have grund til bekymring, og derfor styrede jeg min lille jalousi. Men i årene der fulgte kunne jeg af og til fornemme, at Inga og Kaj bevarede en for mig ubegrundet sympati for hinanden. Senere skulle det vise sig - hvorfor?

Indtil foråret 1980 var jeg en meget travl og driftig forretningsmand, men i 1980 går min virksomhed med c.: 45 ansatte konkurs. Og "set i bagklogskabens klare lys" så gav jeg mig nok for lidt tid til at være sammen med Inga og børnene, hvilket jeg troede var årsag til et dårligt samliv. Imidlertid - skulle det senere vise sig ikke at være hele forklaringen.

Herefter fik jeg job i Nigeria som 43 årig - en mand i sin bedste alder, hvor jeg boede alene i et hus bortset fra en kort periode, hvor Inga boede hos mig. For ægteskab, hustru og børn er det ikke godt at far ikke er nærværende, hvilket senere fik fatale konsekvenser.

Efter lukningen af Vallekilde Fjerkræslagteri var det af økonomiske grunde nødvendigt, at min hustru Inga igen tog arbejde, og bl.a. var Inga ansat som kontordame i en årrække hos psykolog John Ewans Porting. Hans kursusvirksomhed Personal Management Institute (PMI) på Orø blev i øvrigt særdeles negativt refereret i fjernsynsudsendelsen "Pengemagasinet" i juni 1997 .

Efter Inga blev ansat på Orø, og jeg efter et år i Nigeria og senere ½ år i Saudi Arabien igen kom hjem, fungerede vores ægteskab/samliv endnu dårligere, og det til trods for, at jeg dog havde orlov hver tredie måned, hvor jeg var sammen med Inga. Og senere skulle det vise sig - hvorfor?

Vores drenge var jo på Herlufsholm Kostskole, og en kort tid var de der alle tre samtidig. Derfor tyngede skolepengene vores budget lidt for meget, og så blev vi pludselig opfordret til at søge moderation i skolepengene, hvilket vi fik i flere år. Senere skulle det vise sig - hvorfor?

I 1961 demitterede jeg fra Niels Brocks Handelsskole, og her lærte jeg min meget nære ven og kammerat Eric Nedergaard Andersen at kende - her efter kaldet Eric. Eric kom fra et Indre Missions hjem på Vesterbro i København, hvor familien bl.a. drev Absalon Hotel i Helgolandsgade. Eric var
afholdsmand, hvilket jeg ikke var, men jeg støttede ham, når diskussionen kom op fx under besøg på Carlsbergbryggeriet. Vi blev senere logebrødre og havde ingen hemmeligheder for hinanden - troede jeg.

Min hustru Inga og jeg fejrede ikke vort sølvbryllup, fordi jeg følte, at jeg på en eller anden måde var gift med en falsk og ikke nærværende - men fraværende og ikke réel kvinde - måske påvirket af medicin/stoffer uden mit vidende og mente derfor, at jeg havde ret til ikke at fejre et dårligt ægteskab. Og bl.a. derfor afslog jeg opfordringen til at være med til "at bære" min trods alt kære svigermor Erna til graven. Den opgave bad/overlod jeg naturligvis til Ingas ældste søn Jens, som uforstående men pligtpopfyldende gennemførte opgaven - trods sine store følelsesmæssige påvirkninger. Men Inga og jeg holdt trods alt sammen, hvilket jeg pririoterede højt pga.: børnene, familien, venner, bekendte og familiens image.

Jeg har ikke altid været ufejlbarlig, men aldrig været min hustru utro, og det er væsentligt lettere sagt/skrevet end efterlevet i praksis i min udadrettede hverdag, men jeg har gentagne gange provokeret Inga, netop for at få hende til at tale om emnet, men uden held, fordi min taktik "prallede af som vand på en gås".

Vores samliv fungerede ikke, og jeg fornemmede i flere år, at min ægteviede hustru Inga støttede sig til anden side, men jeg har aldrig taget hende i noget der lignede utroskab, selvom jeg forsøgte flere gange. Blot havde jeg en meget kraftig intuition af, at det var tilfældet. Jeg orienterede naturligvis også min nære ven og kammerat Eric om mine problemer med Inga og netop den min naive orientering m.v. var nok årsagen til, at det aldrig lykkedes for mig at overraske Inga i utroskab, fordi hun uden tvivl er blevet holdt løbende orienteret om mine bevægelser - skulle det vise sig. Jalousien begyndte nu at blive mere alvorlig, men hovedsagelig rettet imod en for mig ukendt person.

Nogen tid efter jeg var kommet hjem fra udlandet, fortæller Inga mig, at vor huslæge Ralf Rugaard Christensen i Grevinge ved Asnæs, hvor vi boede, havde sagt OK for at have samleje i de såkaldt "sikre perioder" uden prævention. Normalt anvendte Inga pessar, fordi hun ikke var så meget for P-piller med erindringen om Talidomidpillernes årsag til misdannede børn. Inga og jeg benyttede således hendes første "såkaldt sikre" periode, men allerede få uger efter fortæller hun mig, at hun er gravid. Jeg blev vred, men ikke på Inga, men på vor huslæge som jo havde misvejledt Inga. Jeg undlader dog at kontakte vor huslæge for at give ham en irettesættelse - dette også for ikke at umyndiggøre Inga, det var jo trods alt hendes helt personlige anliggende - troede jeg.

Af økonomiske grunde og dermed hensynet til vores tre pragtfulde drenge, så tog Inga og jeg en meget ubehagelig men legal beslutning og efter vor mening nødvendig. Hellere en god opvækst for tre børn - end en dårlig for fire børn. Inga og jeg var jo heller ikke helt unge længere. Iflg. Inga blev hun indlagt på Centralsygehuset i Holbæk i 2-3 dage, hvor fosteret så blev fjernet. Jeg spurte Inga om, hun ønskede besøg af mig under indlæggelsen, men det gjorde hun absolut ikke, hvilket undrede mig lidt.

16. marts 2002 skrev jeg et brev til læge Ralf Rugaard Christensen, hvor jeg henviser til episoden. Dette brev fik jeg ikke svar på og ringede derfor til ham 25. marts 2002 for at høre om, han havde modtaget mit brev, hvilket han bekræftede, idet han sagde: "at det kunne jo godt være, at jeg slet ikke fik noget svar", men indrømmede dog, at han var kendt med situationen og godt kunne have givet Inga den anbefaling med oplysning om selvrisiko. Lægen bemærkede også, at det jo var svært at huske så mange år tilbage i tiden. Dette udsagn er jo hørt før, hvis man ikke ønsker at fortælle sandheden. Jeg havde nok respekteret ham mere, hvis han klart og tydeligt havde tilkendegivet, at dét måtte han ikke fortælle mig.

Senere fortæller Inga mig - lidt tøvende men diplomatisk - at hun under mit fravær i Nigeria havde betroet sig til Eric for ligesom at dele sine problemer med min nære ven og kammerat. Det er jo altid rart at tale med en anden person, når tingene er vanskelige. Inga stod jo på det tidspunkt helt alene med tre børn, hus og have og alle de andre praktiske opgaver som nu en gang skal løses. Inga styrede også vores regnskab, og med en stram økonomi er det ikke altid lige let at klare dagen og vejen. Netop derfor var min nære ven og kammerat Eric jo et oplagt emne at betro sig til.

Konklusionen på Ingas og min samtale blev, at jeg sagde OK for, at hun havde fortalt Eric om familiens vanskelige situation, men sagde samtidig, at jeg var meget overrasket over, at Eric ikke selv, efterfølgende efter min hjemkomst, havde refereret til mig, hvad Inga og Eric havde talt om. Og det gjorde han aldrig. Senere skulle det vise sig - hvorfor?

I årene før ulykken 5. august 1994 dyrkede Eric en gift kvinde fra Odense, hvilket jeg var meget imod. Og gentagne gange gjorde jeg Eric opmærksom på det upassende forhold, men uden reaktion fra Eric. Eric tog hende bl.a. med på rejser til USA. En dag jeg var på jagt, presenterede han hende så for mig nede på Erics landejendom "Dyrehavegaard" i Rønnede. Eric var ikke selv jæger.

Jeg betalte ikke jagtleje, og jeg betragtede den gestus som en "vennetjeneste". Men Eric stillede den betingelse, at jeg altid skulle ringede til ham i forvejen og fortælle, hvornår jeg ville være på jagt på "Dyrehavegaard". Ofte havde jeg et par jagtkammerater med, og efter aftenjagten, så overnattede vi og tog morgenjagten med, inden vi kørte hjem. Det var jo egenligt ret snedigt af Eric, fordi på den måde, så vidste både han og Inga jo, hvor jeg var, og hvornår jeg kom hjem. Men det er desværre først senere, at det er gået rigtigt op for mig.

Efter at Eric var blevet skilt fra sin hustru Hanne, - som af og til kaldte ham "Kong Eric", hvilket jeg bedre forstår i dag end den gang - blev han lidt sjusket med sin påklædning. Og netop dét sad drengene Jens, Niels og Søren samt Inga og jeg en dag og drøftede. Under den samtale tog Inga - Eric i forsvar, hvilket jeg fandt besynderligt, når nu drengene og jeg var helt enige om, at Eric virkelig var blevet dårligere - og mere ligegyldigt klædt, end den gang han var gift med Hanne.

Netop den oplevelse bevirkede, at jeg nu blev opmærksom på, hvorfor Eric under sine besøg hos os ofte havde alt for små og stramt siddende bukser på og gerne satte sig i en stol tæt på Inga således, at hun rigtig kunne se hans genitialer bule ud i sit skridt, idet han lod sig glide længere ned i stolen. Det virkede uhøfligt på mig og nok særdeles provokerende på Inga. Nu begyndte jeg at ane en for mig tidligere ikke så bevidst men nok ubevidst tættere forbindelse mellem Eric og Inga, hvilket senere skulle vise sig at være særdeles rigtigt.

Da alle tre drenge var flyttet hjemme fra, gik Ingas og mit samliv og ægteskab næsten helt istå, og jeg fornemmede i flere forskellige situationer, at Inga havde en anden mand i sine tanker. Ofte lå hun og græd om aftenen, når vi var gået til ro. Når jeg spurgte hende om, hvad der var i vejen, fik jeg blot et afvisende svar og valgte derfor at lade hende være i fred.

Efter i længere tid at have udøvet en slags "psykisk terror" imod mig - måske tilskyndet af psykologerne på Orø og/eller andre personer?? - provokerede Inga mig en aften i forsommeren 1994 så voldsomt, at jeg besluttede at give hende "et par på hovedet", hvilket jeg aldrig nogen sinde tidligere havde villet nedværdige mig til at gøre. Men det var jo trods alt mig, "der var mand i huset" - troede jeg.

Næste morgen sagde Inga stille og roligt til mig "at nu ville hun skilles og det straks" akkurat, som om hun forlængst og bevidst havde planlagt på et givent tidspunkt at fremprovokere et alibi for en seperation/skilsmisse, hvilket jeg jo iflg. dansk lov ikke kunne forhindre.
Efter 30 års ægteskab tager man ikke en så vidtrækkende beslutning "over night", såfremt den ikke allerede er planlagt. Jeg fornemmede nu helt klart, at der var en sammenhæng med de tilsyneladende uforklarlige hændelser, som jeg i en længere periode dels oplevede per intuition og en sjælden gang også fysisk fandt sted omkring mig og min person. Senere skulle det vise sig - hvorfor?

Seperationspapirerne blev ordnet, og det blev aftalt, at Inga skulle blive boende hos mig i vores fælles hus, indtil vi fandt en passende bolig til Inga. Efter kort tid fandt Inga en annonce i Venstrebladet om et udlejningshus tilhørende en større gård "Gislingegård" ejet af propietær Ejner Dissing - som lå i nærheden af Regstrup ved Holbæk, hvor vi boede. Jeg mener at kunne huske, at det var en lørdagsudgave, fordi Inga bad mig om at kontakte forvalteren på "Gislingegård", hvortil der skulle rettes henvendelse. Inga ønskede ikke selv at tale med ham, og derfor kørte jeg straks søndag morgen ud og talte med forvalteren c.: 35 år. Han boede i gavlenden på nabo huset til hovedbygningen. Den søndag morgen holdt der 3-4 mindre biler fx Opel Kadet, Ford Escort o.l.: uordentlig parket - nærmest spredt foran hovedbygningen. Det syn gav mig straks intuition om, at man i hovedbygningen dyrkede gruppesex, hvilket jeg referede til Inga, da jeg kom hjem. Tirsdag 30. juli 2002 konstaterede jeg på Holbæk Bibliotek, at annoncen vedr. "hus til leje" var indrykket i Venstrebladets Boligen Weekend lørdag 16. juli 1994 og henvendelse skulle ske på tlf. nr. 5346 3108 jf.: kopi af annoncen.

Efter få dage fik Inga lejemålskontrakten, og efterfølgende kunne jeg godt fristes til at tro, at denne annonce kun var indrykket i avisen som et alibi, fordi det på forhånd var planlagt, at Inga skulle bo i dette hus. Hvorfor??? - det er jo op til den enkelte at gætte på.

Da jeg fortalte Eric, at Inga havde lejet et hus - spurte han meget interesseret til adressen på huset, hvilken jeg ikke gav ham. Denne Erics ivrige forespørgsel fandt jeg besynderligt, fordi det kunne jo tyde på, at Inga og Erics forbindelse ikke var helt i orden, fordi så havde han jo på et passende tidspunkt selv spurt hende fx, når han kom på besøg hos mig/os, som han jo jævnligt gjorde. Senere skulle det vise sig - hvorfor?

Da vi havde fundet en bolig til Inga og flyttedagen var fastlagt, så besluttede Inga at tage på ferie til Italien angiveligt sammen med sin søster og svoger og deres to børn.

Da Inga var taget afsted på ferie, følte jeg meget kraftigt savnet af Inga, ensomheden, skuffelsen og vreden over kendsgerningerne. Jeg var ulykkelig og forudså, hvorledes min fremtid ville blive. Følelserne og jalousien begyndte nu at få overtaget set i relation til min sunde fornuft. Med andre ord - jeg befandt mig nú i mit "livs største krise", en endnu større krise sammenlignet med konkursperioden i 1980, da jeg mistede mit livsværk i Vallekilde. Den gang havde jeg jo også Inga.

Med andre ord - jeg kunne ikke forlige mig med, at en anden mand skulle overtage min ægteviede hustru, hvilket nu ville blive en kendsgerning.