Drabet

Jeg planlagde nu at skyde Inga og herefter mig selv med min jagtriffel - en Winchester cal. 308.

Alt blev planlagt inkl. et afskedsbånd til Jens, Niels og Søren. Dette bånd findes i afskrift i sagens agter m.m.

5. august 1994 kl. c.: 12.50 afhentede jeg Inga på Slagelse station som aftalt, og vi talte overhovedet ikke sammen på tilbageturen til vort hus i Regstrup, hvilket var et led i min mentale forberedelse til det planlagte drab.
Det var et skønt sommervejr, og Inga lagde sig på terrassen for at tage solbad og hvile sig efter rejsen fra Tjæreborg, hvor Ingas søster og svoger var bosiddende.

Inga skulle jo ikke lide. Og da hun var faldet i søvn, hentede jeg stille og roligt min jagtriffel som hang på væggen i kontoret. Magasinet var fyldt op med fire kraftige Vulcan patroner med blynæse. I en tilstand som på en måde kan sammenlignes med en kraftig forelskelse (måske påvirket af endofiner og serotonin - stoffer som dannes i hjernen under særlige omstændigheder) tog jeg fast anlæg på skydedøren til terrassen. Jeg havde forinden fjernet riffelkikkerten og anvendte "kærvsigtet", som jeg ikke havde fået indskudt. Jeg husker også endnu helt klart, at jeg stoppede op et øjeblik i døren til køkken/alrum, hvor tanken kom til mig, at det var hélt forkert, det jeg nú ville gøre.

Men beslutningen vedr. Inga og mig selv var jo gennemtænkt så mange gange, at dét skulle gennemføres både drabet og det efterfølgende selvmord - vel vidende, at vi i Danmark ikke går ind for dødstraf. Jeg husker endnu det voldsomme brag fra skuddet på terrassen, som blev forstærket af genlyden og ekkoet fra byen. Inga gav et spjæt og mærkede ikke noget og døde straks - som jeg oplevede det.

Herefter skyndte jeg mig ind på gæstetoilettet som lå nærmest. Her var jo fliser på gulvet som efterfølgende ville være lette at rengøre for blod. Det skulle nu gå stærkt - tiden var fremskreden, fordi Niels kom snart hjem med toget. Oprindeligt havde jeg planlagt at gøre det om natten.

Jeg satte mig på toilettet og satte riffelmundingen under hagen. Jeg husker, at jeg knabt nok kunne nå aftrækkeren, men det gik, og jeg errindrer stadig de særdeles kraftige brag fra de fire skud, og især skuddet som dræbte Inga på terrassen.

Jeg blødte kraftigt fra underansigtet, men det gjorde egentlig ikke så ondt, hvilket jeg husker, at jeg på det tidspunkt var overrasket over, men det "sang" i mine ører.

Da jeg endnu ikke var død, gik jeg ud i køkkenet og hentede en brødkniv - gik tilbage til gæstetoilettet og passede på både frem og tilbage ikke at dryppe blod på gulvtæppet, idet jeg holdt hånden under ansigtet.

Det lykkedes heller ikke at overskære pulåren i venstre håndled - kniven var simpelthen for sløv.

Herefter lagde jeg mig på flisegulvet ved den blanke stålrist, og her blev jeg stille og roligt klar over, at det ikke var Guds mening, at jeg skulle dø nu, og så gik det op for mig, at Gud ønskede, at jeg skulle tage min straf som fortjent dvs. fængsel i mange mange år. Et sted hvor min familie aldrig havde sat deres ben.

Da nu sagerne stod som tilfældet, besluttede jeg ret hurtigt, at jeg ligeså godt kunne få sat gang i dét, der uundgålig måtte komme og dermed måske overleve. Jeg rejste mig fra den blanke gulvrist i flisegulvet, som nu var helt fyldt med blod og gik ind til telefonen for at ringe til politiet.

Problemet var nu, hvilket telefonnummer havde politiet i Holbæk? Men jeg havde trykket rigtigt, og nu opstod et andet problem - politimanden kunne ikke rigtigt forstå, hvad jeg sagde, og derfor måtte jeg gentagne gange forsøge at fortælle ham, at jeg havde skudt min kone, og de måtte komme hurtigt, fordi jeg blødte. Desuden skulle han jo også have at vide, hvor jeg ringede fra og, hvor jeg boede osv. Den telefonsamtale varede en evighed - de måtte da kunne forstå, at det var alvorligt og det hastede?

Alle disse mundtlige oplysninger var enormt svære at udtale med ansigtet smadret af tre riffelskud, og kæben hængende i to halvdele, og den halve næse bortskudt. Jeg husker, at jeg overvejede at se mig selv i spejlet på toilettet, men turde alligevel ikke.

Efter telefonsamtalen gik jeg forsigtigt tilbage og lagde mig på flisegulvet ved risten under håndvasken og alt mit størknede blod som mindede mig om gulvet på fjerkræslagteriet, hvor kyllingerne hang og afblødte. En mærkelig fornemmelse at se så meget af sit eget blod.

Men takket være to hurtige politibetjente som på et senere tidspunkt oplyste, at de havde været fremme i løbet af - såvidt jeg husker - 8 minutter fra Holbæk. Og så kom der gang i sagerne.

Jeg havde bevidst undladt at låse yderdørene, så de to politibetjente kom brasende ind - tog et hurtigt overblik, hvorefter den ene tog mig i venstre skulderen og sagde "hva¨fan-en er det du har lavet"? Og jeg husker, at jeg tænkte, "det var da et underligt spørgsmål for det kunne de da selv se". Jeg husker helt klart, at jeg var lige ved at tage til genmæle men undlod, jeg var jo også chokeret og bange og efterhånden ret udmattet.

Ambulancen og pressefotografen kom nok samtidig, fordi da jeg blev transporteret ud til ambulancen liggende på båren med hjul, så hørte jeg en mand sige: "dét må du ikke", og jeg så lige et glimt af en mandsperson med et fotoapparatet i hænderne. Jeg husker ambulanceturen og modtagelsen på Centalsygehuset i Holbæk, men fra da af husker jeg ikke rigtigt noget, før jeg ligger i min seng på Rigshospitalet.

En læge, som modtog Inga på Centralsygehuset i Holbæk, fortalte mig senere, at jeg havde ramt Inga i panden og ikke på halsen, hvor jeg sigtede. Efterfølgende tænkte jeg af og til på, hvad der mon ville være sket, hvis jeg havde ramt helt ved siden af? Jf.: dog min efterfølgende korrespondance med dommer Svend Erik Hansen i Holbæk.

Måske kan jeg virke kynisk og upåvirket af den meget alvorlige hændelse, men idag føler jeg et stort ubehag og stadig en nagende sorg over det der skete, hvilket også er en medvirkende årsag til, at endnu har ingen ny kvinde overtaget Ingas plads ved min side. Og først i år 2001 dvs.: syv år efter er jeg blevet helt bevidst om, hvorledes min ægteviede hustru blev forført af de kyniske mandspersoner. Men nu får jeg jo aldrig mere "min/den" Inga tilbage, som jeg giftede mig med.

Efter c.: 12 dage på Rigshospitalet med politivagt blev jeg overført liggende til varetægtsfængsel i Vestre Fængsel, hvor jeg forblev i elleve måneder. De første 3-4 måneder i enecelle og liggende på ryggen pga.: forbindinger og en flydende kost-slange i hullet på resterne af en bortskudt næse og uden kontakt til andre end en af personalet - en alt for sjælden gang. Døgnets 24 timer føltes som år, og cellen kunne jeg efterhånden beskrive i mindste detalje. Hvis jeg ikke var sindsyg, så var jeg ihvertfald ved at blive det.

Da jeg efter at have ligget på ryggen i lang lang tid og kigget op i loftet og meget gerne ville ændre liggestilling, så blev jeg svimmel, hvis og når jeg forsøgte. Der gik mange uger før jeg kunne klare ubehaget og dermed langsomt tilvænne mit hoved til en ny liggestilling på siden.

Jeg husker stadig de forskellige ubehagelige lyde fx, når nøglen pludseligt og voldsomt blev sat i celledøren samt høj musik fra højtalere med kraftig bass. Jeg husker også, hvorledes lyset fra solen og månen vandrede på graffitiene på væggen, og hvor mange mm det flyttede sig dag for dag og nat for nat osv. Især de lavtgående fly larmede helt enormt under indflyvning til Kastrup - c.: et fly pr. 90 sekunder hhv.: morgen og aften og der var mange. Og i min tilstand havde jeg et stort behov for ro ro og atter ro. Som tidligere privatflyver funderede jeg meget over om indflyvningen foregik til bane 09 eller -12?

Krisehjælp - det er ikke noget som gives til fængslede personer, så vidt jeg har erfaret, men flygtninge og andre ulykkesramte personer, de får både i "pose og sæk".

I den tid frøs jeg helt enormt, så hårene voksede kraftigt på hele kroppen. Gentagne gange gjorde jeg personalet opmærksom på, at jeg frøs. Men først efter flere uger fik jeg bragt varmt tøj af min broder Dan. Mine to andre brødre Uffe og Kaj havde ikke tid til den slags.

Før 5. august 1994 var jeg en almindelig grundtvigiansk troende dansker og gik af og til i kirke alene, fordi Inga generelt ikke ville med. Heldigvis overbeviste sygeplejersken "Vestres Engel" - altid glad og frejdig - mig om, at jeg inderligt skulle bede Gud om at hjælpe mig - så ville han hjælpe mig igennem. Det gjorde han, og han hjælper mig stadig.

Som forsvarer fik jeg beskikket advokat Jakob Warrer, Holbæk, og bl.a. fortalte han mig, at jeg ville blive mentalundersøgt, og såfremt denne undersøgelse viste, at jeg "var sindsyg e.l.: i gerningsøjeblikket", så ville jeg efter al sandsynlighed få en "anbringelsesdom". Herefter udspurte jeg advokat Jakob Warrer om, hvilke karakteristika som skal være opfyldt for at blive idømt en anbringelsesdom. Specielt husker jeg, at advokat Jakob Warrer fortalte mig, "at personer som er sindsyge e.l.: i gerningsøjeblikket", de kan ofte ikke rigtig huske, hvad der egentlig foregik/skete på gerningstidpunktet.

Da jeg hellere ville anbringes på Amtshospitalet i Nykøbing Sj. end afsone en fængselsdom for drab - ja så er det da indlysende, at jeg forsøgte at simulere under mentalundersøgelserne, men generelt var jeg naturligvis psykisk berørt af hele min situation og c.: 4 måneder i enecelle/isolationsfængsel, hvilket ophold man godt kan blive lidt sindsyg af. Jeg satsede på, at psykiaterne efterfølgende relativt hurtigt ville finde ud af, at jeg nok ikke var så sindsyg endda, og så skulle jeg jo udskrives, når jeg ikke var syg. Men jeg skulle blive klogere, "sådan spiller klaveret ikke i praksis".

I det senere forløb følte jeg, at advokat Jakob Warrer svigtede mig, og advokat Thorkild Høyer blev så beskikket som min forsvarer på min foranledning. Efter otte måneders varetægtsfængsel blev jeg 19. april 1995 så langt om længe dømt til "anbringelse til behandling på et psykiatrisk hospital". Efter elleve måneder i "helvedes forgård" i Vestre Fængsel blev jeg overført til Amtshospitalet i Nykøbing Sj. 5. juli 1995.

Advokat John Richter, Advodan i Nykøbing Sj. var i lang tid min forsvarer. Men jeg følte ikke rigtigt, at han håndterede min sag godt nok. Advokat John Richter syntes meget opsat på "at få skovlen under" dommer Svend Erik Hansen i Kriminalretten i Holbæk. Det er også lykkedes advokat John Richter et par gange dels, da Landsretten kort tid efter ændrede min anbringelsesdom, som dommer Svend Erik Hansen havde afslået og dels i sommeren 2001, hvor dommer Svend Erik Hansen først pålagde mig at betale advokat John Richters salær i sagen om ophævelse af min behandlingsdom, som jeg tilbagekaldte iflg. aftale med advokat Thomas Rørdam i min mobiltelefonsamtale 30. maj 2001. På det tidspunkt var jeg i selskab med en dame i skoven ved Bro Mølle Kro, hvor vi havde spist frokost og klokken var c.: 16,55.

Dette opkald fra advokat Thomas Rørdam blev fjernet fra min liste over modtagne mobilopkald. Og i august 2002 konstaterer jeg, at alle de mig tilsendte mobilsamtalespecifikationer fra TDC-Mobil er blevet fjernet fra mit kontor uden mit medvidende. Derom nærmere på et senere tidspunkt. I øvrigt afslog advokat Thomas Rørdam i efteråret 2001 alligevel at tage min sag - hvorfor ???

Bl.a. også på basis af cand.jur. Linda Hesselbergs artikel i LPD-bladet nr. 39 gjorde advokat John Richter - dommer Svend Erik Hansen opmærksom på, at hans afgørelse var forkert iflg. retspraksis, hvorefter dommerens egen afgørelse blev ændret således, at det offentlige skal betale advokat John Richters salær.

Den indbyrdes kappestrid mellem dommer Svend Erik Hansen og advokat John Richter ønsker jeg ikke fremtidig at være part i, og spørgsmålet er måske om det ikke fremtidigt ville være ønskværdigt med en anden dommer - dels pga.: dommer Svend Erik Hansens tre fejl i min sag - og dels med erindringen om hans store "fejltagelse" i den nok så omtalte "Færøsag"?

Senest 10. oktober 2002 afslog dommer Svend Erik Hansen igen at ophæve min behandlingsdom. Til det retsmøde lykkedes det for mig at få beskikket advokat Steen Bech, som alligevel ikke ville plædere for: "at jeg er dømt forkert" jf.: advokat Steen Bechs brev til mig dateret 31. oktober 2003. Han havde åbentbart fået kolde fødder?

I de år der nu er forløbet har jeg i tanken genoplevet ulykken så ofte, at den efterhånden er blevet neutral. Mennesker - som ikke selv har gennemlevet at være i den samme situation, som jeg var i både før og efter - kán umuligt helt præcist have vished om, hvordan det føles dels på ulykkstidspunktet og dels i tiden/årene der efter. Det har virkelig været en barsk oplevelse som har ændret min person.