Inga og de to mænd
På en seance hos clairvoyant Michel onsdag 1. august 2001 fortalte han, at Inga også havde haft besøg i vores sommerhus af to andre mænd samtidig. Michel fortalte, at han kunne se de havde drukket, spillet musik og havde en grim form for sex alle tre på en gang. Det lød meget væmmeligt og særdeles ubehageligt i mine ører.
Den første mand døde umiddelbart efter Ingas død 5. august 1994 og angeveligt hængte han sig, fordi han var psykisk ude af balance og led af en depression og tillige, så drak han i smug. Han havde ikke ring på men levede i et parforhold og boede i et hus på Adlers Allé i Fårevejle Stationsby. Jeg formoder, at det er den mand, som Inga blev "dødelig forelsket i", og han vedblev med at være Ingas førsteelsker.
Siden har Sandhedens Ånd fortalt mig, at Ingas førsteelskers navn var Ivan Køster, og han var efterretningsagent. Ivan Køsters såkaldte enke Anne Køster og nuværende samlever Johannes Christensen fortalte mig, at Ivan Køster "havde hængt sig selv". Officielt døde han i august - og blev bisat 14.august 1989 i Fårevejle Kirke. Han arbejdede på en plasticfabrik i Regstrup, hvor vi boede. Jeg mener, at han også deltog i det engelskaftenskolekursus på Centralskolen i Fårevejle Kirkeby, hvor bl.a. Inga og hendes veninde Kirsten Fjor Kristensen fra "Slotsgården" i Fårevejle Stationsby samt proprietær Karl Strandhauge - herefter kaldet Karl fra "Aspagården" ved Fårevejle Stationsby fik engelskundervisning.
Det er jo en let sag for en trænet agent og bistået med hemmelige informationer/midler at fordreje hovedet på en kvinde, som på det tidspunkt havde født en søn, som min broder Kaj havde avlet på hende. Det er min fornemmelse, at Eric også har gjort brug af efterretningskilder godt hjulpet af sine tætte forbindelser til USA m.m. og fx Rebildselskabet.
Pastor emeritus Peter Ohrt - her efter kaldet Peter bosiddene ved Fårevejle Kirkeby har fortalt mig, at han var vidende om den mandsperson som hængte sig i Fårevejle Stationsby, men der fandtes ingen oplysninger om denne mand.
Heraf slutter jeg på basis af den erfaring og viden, jeg har i dag, at efterretningsagenten Ivan Køster er blevet "likvideret" af sine egne, fordi han har kvajet sig.
Den anden mand som deltog i sexpartiet i Ingas sommerhus var Karl. Han er tidligere privatflyver med egen flyvemaskine - iflg. Michel er han nu kræftsyg. Jeg kender ham kun af navn, men i 1970erne boede vi i Asnæs, og på det tidspunkt gik Inga på det engelskkursus på Centralskolen i Fårevejle Kirkeby, hvor Karl også deltog. Jeg har flere gange været på rejse i udlandet bl.a. i 1973 var jeg på rejse i USA. Og i 1975 var min revisor og jeg i Beirut i Libanon. I 1977 var jeg på rejse i Canada. Jeg formoder, at det bl.a. var den gang, at Inga arrangerede sexparty i sommerhuset, men det kan jo bekræftes ved en senere lejlighed.
En dag vores lille familie var i vores sommerhus, bemærkede jeg, at en hvid privatflyvemaskine type PA 28 Cherokee mage til Karls kredsede rundt over os et par gange. Jeg husker ikke alle kendingsbogstaverne - måske var det tilfældigt - tænkte jeg. Men efter som Karl en dag kom kørende på Adlers Allé i sin store Volvo 164 lakeret i guld-metallic i krydset Adlers Allé/Rådhusvej i Fårevejle og netop er svinget til højre hen ad Rådhusvej, hvor jeg kom kørende i min bil - en grønmetallic stor Citroën type D. Super 5 - så blinker Karl med billygterne. Jeg kendte jo ikke Karl og hans bil. Efterfølgende spørger jeg Inga om, hun kendte den bil? Inga fortæller mig så, at det må have været Karl som troede, at det var hende som kom kørende i vores bil. De kendte jo hinandens biler fra engelskkurset. Men det var flyveren over sommerhuset, som vakte en mistanke hos mig. Fordi - blandt de mange sommerhuse ved Ordrup Næs kunne Karl jo ikke vide, hvor netop vores sommerhus lå, hvis han ikke havde et forhåndskendskab til beliggenheden. Dog skal det tilføjes, at Ingas veninde Kirsten på et tidspunkt kom med en uoverlagt bemærkning om Karl som kunne tolkes i den retning, og Ingas øjne "skød lyn".
13. marts 2002 om formiddagen og efter mit møde med Erik Winther ang. den nye golfclub i Fårevejle kørte jeg ud på "Aspagaarden" for at møde Karl personligt. Jeg parkedere min grønne Golf på gaardspladsen foran længen op til stuehuset og klokken var c.: 11,10. Jeg talte først med en lidt kraftig medarbejder på c.: 35 år som sad på en traktorlignende maskine i laden. Han oplyste, at Karl ikke var hjemme og først kom tilbage om 3-4 timer. Da jeg kom ud på gaardspladsen igen kom en ældre herre mig i møde, og jeg fornemmede, at det var Karl. Jeg gav ham min hånd, idet jeg sagde: "goddaw Karl" og presenterede mig kun som Torben.
Jeg spurte så om han stadig fløj i sin flyvemaskine? Karl forklarede så, at han var blevet syg og havde mistet sit flyvercertifikat, og derfor havde han solgt den. Jeg fortalte så, at Boy Konstmann havde lært mig at flyve sidst 60erne, og Karl fortalte så mig, at det var Gotlieb som havde lært ham at flyve, og vi fik en god snak vedr. flyvning i gamle dage. (7. august 2002 fortalte Boy Konstmann mig i en telefonsamtale ført fra pølsekiosken på Statoiltanken i Snertinge c.: kl. 21,10, at Gotliebs fornavn var Vitus og hans nuværende bopæl var i Vejen). Herefter spurte jeg Karl om, han kunne huske navnene på nogle af de elever som gik på aftenskole på engelsk kursus på Centralskolen i Fårevejle Kirkeby. Karl nævnede straks Kirtsten Fjor Kristensen - Ingas veninde fra "Slotsgården" ved Fårevejle Stationsby og fortalte, at det var Grethe Winde-Wiemer som var lærerinde på engelskkurset.
Jeg sagde så til Karl, at han ikke havde nævnt Inga og navnet på den mand som var med i vores sommerhus. Karl sagde "ja", og da jeg bad om navnet på manden, så kunne Karl pludselig ikke huske hans navn. Jeg forklarede Karl, at jeg nu følte, at jeg havde udstået min straf, og derfor havde brug for hans hjælp til at komme videre med mit liv, idet jeg sagde: "at jeg håbede, at han på et tidspunkt inden så længe ville kontakte mig og oplyse navnet på manden som var med i vores sommerhus"? Jeg gav Karl mit lille visitkort, og herefter gav jeg Karl min hånd til farvel. Herefter kørte Karl bort i en lille bordeau Nissan firehjulstrækker og jeg i min grønne Golf. Da Karl ikke havde kontaktet mig efter c.: en måned, så ringede jeg selv til ham 16. april 2002.
I den telefonsamtale inviterede Karl - Peter Ohrt og mig til at komme og besøge ham privat 29. april 2002 kl. 15,00. - "Sandhed gør fri"!
Jf.: Ordsprogenes Bog 6,29. - "Sådan er det med ham, der går ind til en anden mands kone, ingen, der rører hende, forbliver ustraffet".
Mht. min tid som "anbragt til psykiatrisk behandling" så har jeg bevidst undladt at kommentere den periode - men vil blot gøre opmærksom på, at jeg har nedskrevet og ved flere lejligheder holdt foredrag om, hvorledes jeg har oplevet det uhyggelige -,uærlige- og sammenspiste danske psykiatriske system - et eklatant eksempel på en arrogant "Akademikersuverænitet" = "vi alene vide, hvad der tjener til folkets" ???. Dog vil jeg lige nævne, at tre af mine "kolleger"/medpatienter døde i tiden, hvor de var tilknyttet det psykiatriske system - efter min mening pga.: for meget af det vanedannende psykofarmarka, hvilken mulighed psykiaterne også erkender nu til dags jf.: psykiater Werges udtalelser i TV Nyhederne.
Jeg har været vidne til og set på til daglig, hvorledes medpatienter pines i et medicinhelvede som kan sammenligneds med afhængigheden af et narkotikamisbrug og flere måtte udholde begge dele.
Som en kendt dansker sagde: "Den der har evnen har også pligten" citat slut - jf.: foranstående.
Jf.: bl.a. mit indlæg på Det Etiske Råds høring om psykiatriske patienters vilkår: Landstingssalen, Christiansborg 12. juni 1996. Konferencerapporten er redigeret af lektor cand.jur. Jørn Vestergaard - som iøvrigt inviterede mig. Samme aften bragte TV2 Nyhederne et kort interview med mig, som efterfølgende fik fatale følger for mig, fordi "man" efterfølgende besluttede, at jeg skulle tvangsmedicineres - der om senere.
Og senere bl.a. på landsmødet i Landsforeningen af Patientrådgivere & Bistandsværger i Danmark som blev afholdt 1. april 2000 også i Landstingssalen på Christiansborg - se foto taget den dag.
I mit forløb og grundet min erfaring må jeg tilstå, at min beundring for "visse" akademikere kan være på et meget lille sted. Efter at have modtaget/fået "Samfundets Blå Stempel" som værende og tilhørende samfundets udvalgte og ypperste persongruppe oplever jeg, at alt for mange akademikere arrogant negligerer et helt naturligt normalt - og høfligt medmenneskeligt hensyn baseret på oprigtighed, etik, realiter, ærlighed, en fair og retfærdig behandling og især "næstekærlighed" - hvilket de efter min mening helt selvfølgeligt burde efterleve på ansvarlig vis i deres daglige virke i en såkaldt civiliseret"Retsstat", som Danmark gør krav på at være. Husk: "Den der har evnen har også pligten"! Jf.: Jakobsbrevet 4,17. "Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder".
I dette jubilæmsår for vor højt agtede "Grundlov" som foreskriver, hvorledes magten i Danmark er tredelt i hhv.: "Den Lovgivende-", "Den Udøvende-" og "Den Dømmende-", erfarer jeg "på egen krop", hvorledes "Den Fjerde Magt" har forsøgt at straffe mig yderligere - måske, fordi "man" - fx familien og deres forlængede arm - har den opfattelse, at min straf ikke måtte være tilstrækkelig? Dvs. "man" slår to fluer med et smæk eller forholder "det" sig i virkeligheden således, at kun de særligt af "Den Fjerde Magt" udvalgte interesser fx "medicinmafiaens" skal varetages og udpeges af hvem?
Styres Danmark fra udlandet - hvis "JA" - er det så ikke tid til forandring nu? Er det fx en grundlovsstridig gruppe magtpersoner, som på en helt uacceptabel måde misbruger deres betroede stilling? Tilsyneladende har de på egen hånd tiltaget sig en "såkaldt" demokratisk ret/magt uden reel lovhjemmel i Grundloven ?? Og hvorfor skal det egentlig være så indviklet og for menig mand ofte uforståelig? Akademikere betjener dog samfundet. Jf.: Rigspolitichefen Afd. G - PET - Politiets Efterretningstjenestes brev til mig dateret 1. april 2003 og underskrevet af vicepolitimester Vibeke Christensen.
"Tillid er godt , men kontrol er bedre"!
Hvorledes definres ordet: "straf"? - Tjener nuværende praksis formålet eller er pengene spildt? Er det tid nu til forandring og en ny definition?
Ordet "straf" vil jeg sætte lig med "Den Sociale ARV" - jf.: min tegning dateret 30. juni 2002, fordi kun de få kender nutidens realiter, men de fleste tror de gør det, og har absolut ingen personlig erfaring med, hvorledes formålet med at straffe personer bedst opnås. Måske har vi slet ingen fængsler om 50 år, fordi i dagens Danmark forfejles gældende praksis og formålet mislykkes alt for ofte med gentagen kriminalitet og afledte sygdomme til følge.
Idag føler jeg ikke "hævntørst", men måske nok en følelsesmæssig frustration over de for mig så voldsomme kendsgerninger og ikke mindst ydmygelsen herved, som jeg efterfølgende især oplever intenst fx under barnedåb i kirken.
Jeg kan selvfølgelig ikke være 100% sikker før kendsgerningerne er helt bevist. Og endnu mangler bl.a. tilståelser fra de mænd som har bedraget mig, og så længe dé lever, er det vel muligt at få sandheden frem i lyset? Ingas sygejournaler kan jo også fortælle et og andet. Og såfremt de ikke måtte ønske at vedgå deres fejltagelse, så kunne de jo hjælpes lidt på vej ved hjælp af forudgående efterforskning på forskellig vis?
I ovennævte anledning kontaktede jeg min broder Uffe, som nægtede at hjælpe mig. Senere afslog han også mit tilbud om at lade Ingas sønner læse min rapport: "To whom it may concern", hvilket jeg oplever som værende en fordel for Jens, Niels og Søren således, at kendsgerningerne ikke evt. måtte overraske dem.
Iflg. en nyere bekendtgørelse har patienter ret til journalindsigt, og hvem vil ikke gerne vide, hvad der er galt med ens egen ægtefælle, og årsagen til at hun var som hun var?- det er vel såre naturligt, når hun virkede syg og fraværende? Derfor henvendte jeg mig i marts og april 2002 flere gange på Holbæk Sygehus og bad om at få journalindsigt i min hustrus sygejournaler, men det ville man ikke give mig. Dog fik jeg oplyst datoerne for hendes indlæggelser.
19. april 2002 skrev jeg til vores huslæge - nemlig "Lægerne" Hovedgaden 55 i Regstrup og bad om journalindsigt. Det brev fik jeg ikke svar på. Derfor skrev jeg igen et brev dateret 1. maj 2002 og rykkede for svar. Og først 6. maj 2002 får jeg følgende svar: "Vedrørende Inga Østergårds journal kan jeg efter at have drøftet sagen med embedslæge Hans Trier, Sorø - oplyse, at du ikke har ret til journalindsigt". Underskrevet af læge Ole Moll. Jeg må godt nok indrømme, at jeg er rystet over at en ægtefælle ikke kan få journalindsigt i sin syge hustrus sygejournal, og dét mener jeg bør ændres.
Men alene den kendsgerning at jeg nu har kendskab til, hvad de "svin" til mænd har gjort imod mig og min familie - hvilket jeg jo tidligere kun var delvis bevidst om, men nu helt bevidst om - er jo beviset på, at jeg ikke var "sindsyg i gerningsøjeblikket". M.a.o. jegoplevede virkeligheden og ikke paranoia.